• An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow
  • An Image Slideshow

Første gang vi mødte Sarjo Badjie var da skoledagen begyndte onsdag d. 21/11- 2012. Sarjo Badjie går i 3. klasse fra mandag til fredag, fra 08:30 til 13:30, på Sambuyan Skagen Lower Basic School, Sambuya.

Men inden Sarjo møder i skole, spiser han morgenmad hvorefter han går til den nærmeste moske, hvor han beder. Sarjo beder i alt fem gange i løbet af dagen.
Efterfølgende følges Sarjo med sine to ældre tvillingesøstre som går i 5. Klasse til skolen, som kun ligger få meter fra deres hjem, de bærer alle tre ens skoleuniformer samt en enkelt mappe under armen.
Når alle er mødt i skole, samles de udenfor i flok, hvor de sammen synger morgensalmer.
Vi observerede Sarjo’s lektioner i løbet af dagen. Det meste undervisning foregik med gentagelser efter læreren, hvor de i modsætningen til Danmark ikke bruger håndsoprækning samt så meget fokus på hvert enkelt elev.
Når klokken ringer og eleverne har fri, følges samtlige elever gennem landsbyen hjem, hvor de leger og pjatter på vejen hjem.
Vi har på dette tidspunkt en lokal pige med os, da Sarjo’s familie ikke kan forstå engelsk og vi derfor behøver en til at oversætte.
Få meter fra huset hilser vi på Sarjo’s far som er på vej over at bede, derefter ankommer vi til Sarjo’s hjem som falder ind i mængden med de andre Compound’s i landsbyen.
Udenfor huset sidder en spinkel ældre dame og morder salat i en lille skål. Ved siden af hende sidder nabodatteren og der spilles afrikansk musik fra en gammel radio.
Mellem vores ben, render der høns og små kyllinger rundt og pipper.
Det lille hus er med blik tag og blik døre, som de mere ”velhavende” familier har i landsbyen.
Dette skyldes familien har to indtægter, faderen arbejder som smed og moderen på en farm.
Det er nu tid til at familien samles og spiser middagsmad. Menuen står på ris, grønt og fisk.
Efter måltidet, drager Sarjo endnu engang til moskeen for at bede og på vejen hjem fyldes en dunk op med vand, som transporteres hjem på hovedet.
Sarjo har ikke mange lektier for, så dagen efter skole, bruges ofte på fodbold, venner og arbejde for hans forældre (rengøring, fælde græs).
Sarjo tager os med på en rundvisning i huset. Da vi kommer ind, observerer vi hurtigt at gulvet kun er sand, væggene ikke er malet samt det hele er meget mørkt, da der ikke er vinduer i huset.
Sarjo er så heldig at have sit eget rum, det eneste der dog skiller det fra de andres sove værelse er en lille halv mur.
På det tidspunkt, hvor vi besøger familien er de fem personer. Det varer dog kun 5 dage, da faderen derefter tager ind til hans anden kone og bor i 5 dage.
I weekenderne arbejdes der for forældrene, bedes samt hygges med vennerne.
Hvad fremtiden vil bringe for Sarjo er endnu uvist men dog har han en fremtidsplan om at komme på college og efterfølgende komme i arbejde som elektriker.

Frivilliges arbejdende
Louise Lundholm og Pernille Rønne


Besøg-på-Anna-Skagen-Skolen.jpgBesøg-i-Kunkujang.jpgDer-males-symboler-på-toiletbygningen.jpg


Min oplevelse som frivillig i Sambuyan

Jeg hedder Katrine Vium og er 21 år. Jeg har i 3 måneder boet i landsbyen Sambuyan og arbejdet som frivillig på Anna Skagen Skolen.

Mit formål med rejsen var:

    Jeg ville bevise, at jeg kunne (for min egen skyld)
    Jeg ville lære noget om andre og om mig selv
    Jeg ville forstå det at omgås med andre i en anden kultur og bevise, at man kan komme langt med empati og åbenhed.

Jeg kan med sikkerhed konkludere, at mit formål blev opnået. Jeg har fundet ud af, hvor privilegeret man er og hvor stabil en bagage, man får med det danske skolesystem. En bagage man kan bruge og dele ud til andre, der tager den til sig, som den gave, den er.

Jeg kom til Gambia den 26. april 2012 og blev modtaget af Hanne Aaberg, som viste mig til rette og introducerede mig på skolen.
De første dage boede jeg sammen med Hanne i medhjælperboligen. Det var en stor oplevelse pludselig at stå i et fremmed land, og da Hanne, Britta og Arne skulle rejse hjem kun 4 dage efter min ankomst, stod jeg pludselig alene.
Jeg blev taget godt imod af et samfund, der ville mig og behandlede mig som en gæst, de værdsatte og tog sig af. Faktisk i sådan en grad, at jeg nogle gange måtte knibe mig selv i armen. ”Katrill Katrill” blev der råbt, hver gang jeg gik udenfor min dør. Det kunne godt være lidt grænseoverskridende i starten.
For ikke at bo alene i medhjælperboligen, valgte jeg at tilknytte mig den gambianske familie, som Arne sponsorerer og har bygget hus til. Jeg spiste sammen med dem og sov hos dem. Det blev min afrikanske familie, som jeg blev tæt tilknyttet.
I starten havde jeg nogle gange lyst til at gemme mig, men fandt hurtig ud af, at hvis jeg skulle få noget ud af det, skulle jeg åbne mig og lytte til deres fortællinger. Derved kunne jeg også lære noget af dem: 4-koneri, ritualer, danseklub og mandinkadans, kokkerering og beklædning, jeg fik det hele med, da jeg lige så langsomt blev mere og mere en del af samfundet.
Når jeg om morgenen skulle hente morgenbrød, forsøgte jeg så godt jeg kunne med mit gebrokne mandinka og deres gebrokkent engelsk. Det blev hurtigt en del af hverdagen, så jeg lærte både at drikke the og give mig tid til at stoppe op, tale med dem og se dem ind i øjnene. Ind imellem kunne vi sidde og snakke til langt ud på dagen.
Skolearbejdet var det mest betydningsfulde for mig og samtidig det, der gav den største udfordring og oplevelse.
Skolen tog imod mig med åbne arme, og de var simpelthen så flinke imod mig. Det startede med, at jeg den første dag fik stukket et skema i hånden, hvor jeg skulle skifte rundt i klasserne fra dag til dag. Lærerne gav mig rigtig meget ansvar, så derfor måtte jeg også sige fra nogle gange. Hanne havde overfor lærerne gjort opmærksom på, at jeg ikke var kommet for at overtage undervisningen, men for at hjælpe. Det var voldsomt i starten at stå overfor 52 elever, og hvor de alle havde ret svært ved at forstå mit engelsk.
Jeg lærte hurtigt, at der er forskel på hvorledes danske og afrikanske børn er opdraget. Det kunne ind imellem være svært at holde styr på klassen, så jeg forsøgte at indføre lidt pædagogik i timerne. Hen af vejen fik jeg dannet min egen undervisningsform, hvor jeg stadig kunne bruge noget af deres disciplin, men samtidig inddrog jeg mere aktivitet i klassen, så som leg, sange og konkurrencer.
Når jeg om eftermiddagen tog over i medhjælperboligen for at forberede mig til dagen efter, tænkte jeg ofte, bare jeg havde noget mere erfaring, men jeg kunne alligevel se, at de kunne bruge noget af det jeg lavede til noget, for børnene blev inddraget og ville lytte.
Jeg tager alle mine oplevelser, selv de mest hårde og uretfærdige, til mig, som noget positivt for hvor kan jeg bare bruge det til meget, men jeg føler virkelig også, at børnene, skolen og bestyrelsen kan bruge det til noget.
Når man har opholdt sig der i 3 måneder, får man en oplevelse og en masse erfaring, som man gerne vil give videre til andre. Jeg har nogle ideer til forbedringer:

    få nogle uddannede lærere derned, så de kan inspirere og hjælpe dem med at få bygget en organiseret skoleform og lærerplan op.
    når der er en plan og samarbejde, kan frivillige unge hjælpe til
    få en lokal kontakt (konsulent), som kan tjekke op med skolen og informere bestyrelsen og lærerne om, hvordan skolen udvikler sig. Styrker kontakten og kommunikationen med skolen.

Det har været fedt at se, hvad det her projekt har gjort for landsbyen. Bare det at børnene må oversætte engelske breve for deres forældre, siger noget om udviklingen. Jeg var med 3. og 4. klasse på ekskursion (udflugt). De så krokodiller, museum, tårn med mange trapper og lufthavnen. Det var meget stort for dem og stemningen i bussen, var den bedste stemning, jeg har følt i lang tid.

Jeg tror aldrig jeg glemmer min tid i Sambuyan. Tiden har modnet mig og jeg har allerede lyst til at komme derned igen.

På_oplevelsestur.JPGDans_med_de_lokale_børn.JPGLokal_fælles_måltid.JPG

 Ovennævnte er en reduceret udgave af Katrines indlæg på SVF’s generalforsamling 8/9-12/LAa.


Mit gensyn med Sambuyan Village og Anna Skagen Skolen af Marie Hansen.


I november 2011 besøgte jeg igen Gambia og Anna-Skagen Skolen sammen med Hanne. Det var et meget positivt gensyn med skolen, landsbyen og de folk, vi kender der.

Når vi kommer i bil, råber og vinker alle de børn vi passerer på vejen til skolen. Børnene er uden tvivl glade for skolen og er meget nysgerrige, når vi kommer. De små vil gerne holde os i hånd, dvs. fingre, for hvis de får lov, har vi én ved hver finger, når den første generthed har lagt sig, og de har set de modigste gøre det.

Hanne og jeg tog billeder af børnene til sponsorerne, og man fornemmede, at lærerne havde godt styr på deres klasser. De hjalp med at holde ro, mens vi fotograferede de små. De største elever kunne selv præsentere sig, og de fleste kunne huske deres numre. Det kan måske virke upersonligt med numrene, men det er vi nødt til, da der er så mange navne, der går igen, og det er umuligt at huske alle de små søde ansigter.

For et halvt år siden blev der indsat en administrator (borgmestersønnen Edrissa Touray), idet der var nogle kommunikationsvanskeligheder. Vi holdt et møde med hovedlæreren Mr. Daffeh og et par af lærerne, hvor han redegjorde for, hvordan han følte sig degraderet, og vi må nok indrømme, at hvis han skal have status som hovedlærer, må vi også give ham de beføjelser, der hører til. Vi imødekom hans ønske, og det lader til, at han har forstået budskabet. Det skal retfærdigvis siges, at Mr. Daffeh helt fra skolens begyndelse har gjort et stort arbejde for at få skolen til at fungere.

Der blev også holdt lærermøde, og forståelig nok havde de mange ønsker, - hvordan kan man have andet, når der er så lidt at gøre med. Bl.a. mangler der bøger, men det skyldes også, at vi har haft svært ved at kunne købe dem i boghandelen. Nu har vi fået en aftale med boghandelen, at de vil give besked, når de igen har materialer. Men som én af lærerne sagde, så mangler der bøger, selv på ”government schools”. Lærerne gør uden tvivl deres bedste med de midler, der er til rådighed.

En ting vi har svært ved at vurdere er kvaliteten af undervisningen, men i løbet af i år skal nogle af de ældste til eksamen i nabobyen, så må vi håbe, at de klarer sig godt.

Vi fik færdiggjort regler for skolen, hvoraf det fremgår, hvem gør hvad, og hvilke pligter de forskellige har (SVF, administrator, lærere, skolekommission, køkken- og rengøringspersonale). Ligeledes mødefrekvenser, rapportering osv.

Administrator havde udarbejdet et udkast til en samarbejdsaftale med undervisningsministeriet. I den anledning måtte vi to gange til Banjul til møde for at få embedsmændene til at godkende udkastet. Dette er et led i bestræbelserne på, at få driften af primary school overdraget til regeringen.

I Banjul var vi to gange ved tøjforretningens dør. Det er her, vi kan købe det røde og rødternede stof til børnenes uniformer. Begge gange var der lukket, anden gang fik vi at vide, at ejeren var i Mekka. Senere tømte vi hylderne for rødt og rødternet stof hos tøjhandleren i Brikama. En mand i landsbyen syr uniformerne.

En dag fik vi besøg af nogle norske turister, de var meget imponerede over skolebyggeriet og vort arbejde der.

Da jeg besøgte skolen første gang i november 2007 var der ca. 70 elever og 3 lærere. I dag er der ca. 270 elever og 9 lærere. En udvikling som ikke havde været mulig uden den store opbakning, vi får fra alle vores danske sponsorer. Det er da fantastisk.


Marie Hansen, dec. 2011


AdmirorGallery 5.1.1, author/s Vasiljevski & Kekeljevic.
Website secured by Security Audit Systems, visit our cyber security website
 
 
 

© Udviklet af

De2Have.dk